Sådan foregår en aflivning på en hund

At få aflivet sin hund kan være lige så svært, som at miste et tæt familiemedlem. Jeg er derfor yderst forstående overfor dette svære valg og jeg vil gøre mit absolut bedste for at gøre oplevelsen så rolig som muligt.

Der er to muligheder på min klinik. De fleste kommer med hunden på klinikken og får det overstået her (især hvis den efterfølgende skal kremeres). Men der er også nogen ,som ønsker det skal foregå i hjemmet og så gør jeg det (hvis det er indenfor rimelig køreafstand) Det koster dog 7,50 kr pr. km hver vej til og fra kliniken og så skal man selv skaffe sig af med hunden efterfølgende (det er tilladt at begrave den i haven)

Uanset hvilken mulighed man vælger, så starter jeg med at give hunden en sprøjte så den falder stille og roligt i søvn. Hvis jeg kan mærke, at ejerne har brug for at være alene med hunden på dette tidspunkt, så trækker jeg mig tilbage, så man kan få lov at tage den personlige afsked med hunden, man ønsker. Når hunden er dybt sovende, giver jeg den en dosis aflivningsvæske, som vil bevirke, at hjertet holder op med at slå. Når denne sprøjte er givet, kan der ske forskellige ting som er helt normalt. Hunden kan få en krampe, den kan få en hivende uregelmæssig vejrtrækning, den kan sitre, den kan tisse og komme af med afføring, den kan også i sjældne tilfælde sige en lyd. Hvis ejeren ikke ønsker at være med til denne sidste sprøjte, så er det helt ok med mig. Nogen gange ønsker ejeren lige at gå udenfor døren imens, andre gange afregner vi helt og de forlader klinikken. Mens andre igen gerne vil være med til det hele. Alt er muligt hos mig, det er bare vigtigt vi får talt om ønskerne, så der ikke er noget, som kommer som en ubehagelig overraskelse. Det er vigtigt at ejeren er tryg ved proceduren hele vejen igennem. Jeg lytter selvfølgelig på hundens hjerte og følger med i, hvor den er i sin proces og nogen gange vurderer jeg, at der skal lidt mere aflivningsvæske til. Men du kan være helt tryg ved, at når jeg siger hunden er død, så vågner den ikke op igen, da hjertet er holdt op med at slå. Den kan dog efterfølgende godt have små spontane muskelsammentrækninger (en lille sitren). Dette holder dog hurtigt op.

Rent praktisk, hvis hunden bliver på klinikken og skal kremeres, foregår det sådan, at hunden kommer ned i en kraftig kremeringspose. (Dette er ejeren IKKE med til at gøre). Så bliver den lagt ned i en fryser og efterfølgende afhentet af en vognmand, som kører den ind til Adas Kæledyrskrematorium i Rødovre, hvorefter den vil komme i en fælles kremering. Prisen afhænger af hundens vægt.

Hvis man ønsker at få hundens aske tilbage enten i en urne eller som et smykke (det kan faktisk lade sig gøre), så skal man aftale det på forhånd og vi kan udfylde de nødvendige papirer. Jeg kan undersøge priserne på dette, da det afhænger af hundens vægt, og hvad man ønsker at få lavet - her er der flere muligheder.

For nogen er en aflivning bare noget der skal overståes uden de store følelser og for andre er det en sorgens dag, som kræver mange lommetørklæder at komme igennem. Jeg prøver at imødekomme mine kunder individuelt og aflæse, hvor vi er på skalaen. Jeg forstår udemærket man kan være dybt berørt af denne afsked og hos mig er det helt i orden, at man græder og viser sin sorg. Jeg håber dette er med til at afmystificere tankerne omkring proceduren. I kan se nogle priser med og uden kremering på min prisliste

 

For øvrigt udfører jeg ikke aflivning af hunde pga raceforbud. Jeg afliver kun de hunde hvor ejeren selv henvender sig og ønsker en aflivning af sin hund.

 

Følg "Dyrlæge Mette" på Facebook og modtag relevante opdateringer med nyheder, tilbud, små historier og billeder fra hverdagen på klinikken Smiler