Sådan foregår en tandraspning på hest/pony

Her er jeg i gang med en tandraspning på en hest. Billedet er taget i studietiden på KVL.

Jeg var så heldig at komme på hestedifferentieringen på min sidste del af dyrlæge studiet. Dette indebar, at vi fik, hvad der svarede til en videreuddannelse i tandpleje hos heste allerede under studiet.

Når jeg bliver kaldt ud og skal raspe tænder på en hest, så gør jeg altid det, at den får en beroligende sprøjte (med mindre den er drægtig eller der er andre særlige omstændigheder) Den beroligende sprøjte gør, at hesten står roligt og jeg har mulighed for at få undersøgt og ordnet tænderne bedst muligt - også helt inde bagved.

Inden jeg beroliger hesten, undersøger jeg den lige engang og måler med mit målebånd, hvor meget den vejer og dermed hvor meget medicin den skal have. Medicinen bliver givet i blodåren på halsen af hesten. Når hesten er faldet til ro, får den en mundspærre på, som gør, at jeg kan arbejde med begge mine hænder og derved gøre et mere effektivt stykke arbejde. Så skyller jeg hestens mund med en stor sprøjte med vand. Jeg beder gerne om to spande, når jeg kommer - én med lunken vand i og én som er tom til skylle vandet. Det er rart at vide på forhånd, så det står klar.

 

Så er jeg klar til at undersøge hesten og jeg tager gerne et par gummihandsker på, før jeg stikker fingrene ind i munden på den. Dette gør jeg lige så meget for at beskytte mig selv, da jeg ellers får smårifter og sår på hænderne, som der gerne går lidt infektion i pga. hestens spydt og madrester m.m.

De mest almindelige ting, jeg finder er tandspidser og tandkroge. Tandspidser er hele kindtandsrækken, som er skarp på ydersiden i overmunden og på indersiden i undermunden. De kan blive så skarpe og kantede, at jeg faktisk skærer mig i fingerne, når jeg undersøger dem. Hesten kan få sår i mundhulen af tandspidser - især hvis den samtidig har et stramt næsebånd på. Jeg gør derfor det, at jeg bruger min lange standard tandraspe og sliber kanten af tandrækken, så den bliver ensartet og blød at røre ved. Hvis ejeren ønsker det, må man gerne prøve selv at stikke hånden i munden på hesten og mærke. Det er overraskende for mange, hvor mange tænder en hest har i munden - de går faktisk helt op til lige omkring øjeniveau!

 

Det næste meget almindelige er tandkroge. Det er typist den første af kindtænderne i overmunden og den bagerste kindtand i undermunden, som kan danne en lille tap, som skal slibes ned, så hesten igen kan komme til at tygge og male sit foder rigtigt. Her bruger jeg en lille tandraspe til den foreste tand og en meget lang flad raspe til den bagerste.

Der kan selvfølgelig være andre ting end disse to almindelige. Hesten kan have lidt bølgebid, den kan have foderpakninger. Der er måske lidt tandsten på fx hingstetanden osv osv. Der kan også vore så store/alvorlige ting, at jeg må henvise til special dyrlæger i hestetænder. Jeg trækker fx ikke hestetænder ud og den slags. Men langt de fleste tilfælde er indenfor den kategori, som jeg kan klare og ellers finder vi ud af en meget fair løsning!

Hestens tænder vokser hele livet og de slides mod hinanden. Derfor er det et stort problem, hvis hesten mangler en tand - så skal den modstående tand slibes oftere for at komme ned i "niveau" med de andre. Hvis sådan en "høj" tand ikke er blevet ordnet regelmæssigt, kan jeg blive nødt til at henvise til en dyrlæge med el-raspe, da det er umuligt at raspe ned med håndkraft - og nogen gange må selv en dyrlæge med el-raspe tage det af flere omgange. Dette hører heldigvis til sjældenhederne.

Hesten vil stå og være træt efter den er færdig med at få ordnet tænder. Den må ikke spise noget de næste par timer, så enten tøm boksen for stråfoder inden jeg kommer, eller også bind den op, så den ikke kan nå. Der kan ske det, at dens evne til at synke også bliver lidt sløvet og så kan den enten fejlsynke til luftrøret eller få en spiserørsforstoppelse. Dette har jeg heldigvis aldrig været ude for, men jeg tager også altid mine forholdsregler. Nogle heste kan svede lidt af den beroligende medicin - en helt normal reaktion.

Jeg er desværre holdt op med at køre ud til heste - men da der stadig er god information om hvordan en tandraspning foregår, har jeg beholdt siden indtilvidere. Jeg henviser hestekunder til andre dyreklinikker, fx Evidensia Næstved,Kassernens hesteklinik, Faxe Dyrehospital eller Ørslev Dyreklinik

 

Følg "Dyrlæge Mette" på Facebook og modtag relevante opdateringer med nyheder, tilbud, små historier og billeder fra hverdagen på klinikken Smiler