Sådan foregår en kastration af en kat

Her er min egen søde hankat Bernhard, som også er blevet kastreret

Hvis man gerne vil have en kat kastreret foregår det på to forskellige måder hos mig.

Enten kan du aflevere katten på et aftalt tidspunkt (typisk om morgenen kl 9,) og så kan du afhente katten senere på dagen, når det passer ind i dit program. Hvis vi har afregnet først, så kan dyret afhentes selv om jeg fx er kørt ud for at hente min datter eller er kørt på sygebesøg. Det er alt efter hvad der passer ind og hvad vi aftaler.

Den anden mulighed er, at man venter på klinikken eller går en lille tur her ude på landet, imens jeg kastrerer katten og så kan man få den med hjem med det samme.

Fælles for begge løsninger er, at katten skal komme fastende (må gerne have fået noget at drikke, men ikke foder), gerne 8-12 timer før operationen.

Rent praksisk bedøver jeg katten med en indsprøjtning. Når den er faldet i søvn, vil den ligge med åbne øjne og den får derfor noget øjensalve på, så de ikke udtørrer. Derefter gør jeg klar til operationen ved at barbere pungen, afvaske og sprite området. Jeg gør mig selv klar med handsker - instrumenterne er selvfølgelig også klar. Så skærer jeg et lille snit i pungen og tager én testikel ud ad gangen. Jeg binder selvopløsende tråd om blodkar og sædstreng, før jeg skærer selve testiklen af. Dette er et lille indgreb og selve snittet er ca. 1 cm i pungen. Derefter kommer jeg lidt sårspray på pungen, som hindrer, at katten vil slikke i såret og det vil meget hurtigt lukke sig af sig selv. Jeg giver også katten noget smertestillende og antibiotika som indsprøjtning.

Nu er katten sådan set færdig, men man kan tilvælge at få katten øretatoveret eller vaccineret, når den alligevel er bedøvet.Herefter lægger jeg katten tilbage i den transportkasse, som den ankom i (jeres egen kasse). Det er en rigtig god idé at have enten en avis eller et gammelt håndklæde i bunden af kassen, da katten kan komme til at tisse mens den sover. Katten sover typist et par timer og når den vågner igen, vil den have meget dårlig balance. Det er helt normalt. Hvis katten er hjemme på dette tidspunkt, så sørg for, den ikke kan komme til skade. Jeg anbefaler, at den holdes inde resten af dagen og natten med, da den ikke kan forsvare sig eller undgå fx en bil. Den må gerne få mad, når den vågner, men den vil hurtigt sove igen. Den følgende dag er den som regel helt sig selv igen. 

Hos mig giver jeg mængde rabat hvis man kommer med flere katte samlet. priser på min liste Priser

Med kastrerede katte følger en lille øget risiko for urinvejssten. Derfor er det vigtigt, at man giver den et godt grundfoder som forebygger urinvejssten. Fordelen ved en kastreret kat (bliver mere hjemme, og kommer ikke lige så tit op at slås og derved får bylder osv.) vejer dog som regel tungere end denne risiko.

 

Følg "Dyrlæge Mette" på Facebook og modtag relevante opdateringer med nyheder, tilbud, små historier og billeder fra hverdagen på klinikken Smiler